S/Y Laerke

21. juli hentede vi Kasper i lufthavnen på Corfu. Vi havde længe glædet os til at se ham, og vi fik en dejlig uge. Vi lå med “Lærke” i den gamle havn i Corfu by, og det var en god havneplads - tæt på alting. Det benyttede vi os af til at powershoppe og prøve maden på flere forskellige tavernaer. Om aftenen var den gamle bydel een stor bazar med turister overalt. Den 1. dag lejede vi scootere. Vi kørte nordpå og så Corfus lækre strande også fra bjergene. Vi fandt en fin taverna ud til vandet, hvor Niels og Kasper fik Spicy cheese for første men ikke sidste gang. Det smagte utrolig dejligt. Kasper nød at køre på scooter, og Niels konstaterede, at det var 20 år siden, han sidst kørte på sådan et dyr. Vi var glade for vores snublekyser. På tilbageturen stoppede vi ved en af de fine strande, og fik os en badetur i det lune vand.

2. dag tog vi dingien over til øen Vidho. Hver dag blev der fragtet i hundrevis af mennesker til og fra øen. Vi sad og så det fra Lærke, og det vakte vores nysgerrighed. På øen var der en stor restaurant, hvor der blev holdt udendørs koncerter, et meget stort mausolæum fra Corfus franske periode og små strande, hvor der var lavet nogle dejlige skyggesteder. Vi fik en badetur, og da vi kom tilbage til Lærke, blev Ellen sat af, så drengene kunne plane med dingien. Det lykkedes, og de havde en dejlig tur.

3. dag sejlede vi med Lærke til fastlandet og fik også her nogle gode dage i småbyer uden megen turisme. Vi badede og gik ture. Vi tog en indeblæsningsdag i Platarias, hvor vi kunne få el og god wi-fi forbindelse. Det var Tour de Frances sidste dag, så Kasper nød at flade ud og se afslutningen.

Vi sejlede tilbage til den gamle havn i Corfu d. 27. Vi havde fra dag 1 talt om at gå op og se fortet, som vi kunne sidde og kigge på, men det var ikke lykkedes pga varmen. Kasper foreslog nu en tur op til fortet, før vi skulle spise, så det lykkedes os på falderebet at se det. Det var det “nye” fort bygget i 16 hundretallet af venetianerne. På fortet spillede man hver dag kl. 8 den græskennationalmelodi, og folk rettede ind fra højre. Vi kom til at tænke på Langelinie, hvor solen bliver skudt op kl. 8 på Holmen.

Den 28. sagde vi farvel og på gensyn til Kasper i lufthavnen på Corfu.

Kærlige hilsener fra Niels og Ellen

I Argostoli på Cephalonia fik vi lavet det obligatoriske dokument, som de græske myndigheder kræver for at sejle i de græske farvande. Vi gav €30 for det, og vi kan nu i pricippet få et ind- og udstempel i 50 græske havne. Det er kun principielt, for havnepolitiet er ikke særlig vilde med at arbejde. Man skal selv komme til dem, og alligevel er det ikke sikkert, de har lyst til at stemple. De sidder og ser TV. De havne i Grækenland vi har været i indtil nu, er enten gratis eller meget billige. De fleste steder kan man fange wi-fi, men ofte med signaler, der kun tillader at åbne e-mail og tilsvarende, der ikke kræver highspeed. Der er restauranter og netcaféer mange steder indtil videre. Det kan være vanskeligt at få el, så der skal man være rimelig selvforsynet. Man kan sagtens finde marinaer, der har det hele, men de er meget dyre - over €50 for “Lærke”. Der er mange beskyttede bugter med dejligt badevand, hvor man kan ligge for anker og tage dingien ind til tavernaen.

Vi sejlede til Nidri på Lefkas, hvor vi skulle til Svein Otto og Caryns fest. Det var hyggeligt at møde det meste af Svein Ottos familie, der havde booket sig ind på hoteller i byen. Det blev en fin fest. Familien havde booket en heldagssejltur med den græske güllet “Christina”, hvor vi også deltog. Det var en dejlig dag med besøg på små øer og mange badeture. Ved Nidri var der et sjovt klimafænomen. Det kunne regne i Nidri og ofte var der samtidig tørvejr på øerne lige ud for. Det var bl.a. Onassis ø Skorpios og en ø lige syd for - Meganissi. Skorpios er i dag ejet af Onassis barnebarn, som stort set aldrig kommer. Der er et kapel på øen, hvor noget familie er begravet, og det skulle være årsagen til at hun ikke kan skille sig af med øen. Ved en bugt ved Meganissi lå vi for anker i 5 døgn med Svein Otto og Caryn og nød livet - vi badede, grillede og dasede.

Nogle gange havde vi set, at der var huller i vores affaldsposer, men kunne ikke se nogle ekskrementer, så vi regnede med, at noget havde revet hul på posen. 3. gang vi så hul i affaldsposen, regnede vi med, at vi havde fået besøg af en mus. Vi fik musegift af Svein Otto, men sporene fortsatte. En morgen i vores dejlige bugt ved Meganissi fandt Niels rottelort i cockpittet, og vi hørte pibelyde - rotten måtte have født unger. Vi var begge rædselsslagne, for det er noget af det værste kryb at få ombord. Vi lettede anker, sejlede til Nidri, købte rottegift og limfælde (se billederne), sejlede tilbage, og 3 timer efter var rotten fanget. Den musegift vi havde givet den, var snacks for den, men rottegiften mindede, og den spiste det hele, hvorefter den gik til limfælden og sad fast. “Vores” rotte foretrak - i stedet for elinstallationer - at spise maggiterninger og tyggegummi. Måske havde den holdt fest, hvis det havde været bubblegummi. Den kæmpede bravt for at slippe fri af limfælden, så vi tog både fælden og rotten i en spand med havvand. Her blev den brutalt druknet, mens den kiggede på Ellen med sine kønne øjne - hvordan kan du gøre det? Ungerne har vi ikke set eller hørt noget til, så måske får vi en overraskelse, når vi åbner for oliefyret. Men rotter har vi ingen af nu.

Vi skulle have besøg af Kasper på Corfu, så vi sejlede langsomt nordpå til Lefkada. Lefkada er Lefkas “hovedstad”, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer. Vi lå fint udenfor marinaen i den gamle byhavn. Vi fik en grov overraskelse, da en nabobåd - Princess 45 - for fuld speed drønede ud uden at tage sit anker, hvilket resulterede i, at han sprang vores ankerline, og vi mistede vores gode men dyre aluminiumshækanker. En dykker blev hyret til at finde det - uden hele. Princess”kaptajnen” havde lovet os at betale halvdelen af ankerets pris, men da det kom til afregningen, ville han kun betale 1/8. Surt show - men sådan kan mennesker også være.

Vi sejlede med Svein Otto og Caryn, som også skulle have gæster på Corfu. Vi sejlede til Paxos og ankrede bl.a. ved Lakka i en bugt med krystalklart vand. Hvis man er på de kanter, bliver man nødt til at gå ind i den bugt. Der er pragtfuld at bade og shoppe, og så er der selvfølgelig et væld af tavernaer. Det eneste minus er de mange turister. Vi sejlede videre til Corfu, hvor vi ankrede ved Corfu by. Da vi skulle have besøg af Kasper, lagde vi os ind i den gamle havn. Her oplevede vi vind op til 47 knob, så vandet stod i kaskader ind over kajen. Fascinerende at sidde og kigge på, når man ligger vel fortøjet. 

Kl. 04.30 torsdag d. 11/6 sejlede vi for at kunne nå Sardinien 1½ døgn senere inden solnedgang. På turen så vi 8 skildpadder. Een var vi ved at sejle ned og 2 flygtede padlende fra os. Alt i alt må vi konstatere, at havskildpadden trives i Middelhavet. Til gengæld ser vi ikke så mange delfiner her, men på denne tur fik vi et kort visit af en flok. Fredag fik vi landkending og sejlede på sydsiden af Sardinien. Der er fantastisk smukt med smagfulde hoteller, der falder ind i naturen, som er lange og brede hvide sandstrande med bjerge i baggrunden. Hvis ikke det var så dyrt at sejle der, kunne man bruge lang tid på Sardinien. Sardinien er italiensk, og desværre har italienerne også skruet priserne voldsomt op. Desuden har de på særlig smukke steder lavet en 200 m regel, der betyder, at man ikke må ankre inden for denne grænse.

Efter 260 sømil og 38 timer ankommer vi til Cagliari i hårdt vejr og får en rigtig god velkomst. Vi bliver guidet ind i Marina del Sole (som ligger i hjørnet helt til højre) og hjulpet på plads. Havnen er lidt primitiv, men det virker som om, der er et godt socialt liv, og så gav vi €34 i havnepenge incl. el + vand. Området er kendt for deres flamingoer, og vi så en flok flyve over byen. Lørdagen brugte vi til at proviantere og planlægge næste etape til Sicilien. Vi var blevet anbefalet at sejle syd om Sicilien, men i Cargliari snakkede vi med nogle danskere, der var på vej hjemover. De anbefalede os at sejle nordover, fordi der er smukkere, og priserne er de samme. Da distancen var væsentlig kortere nordover, valgte vi det.

Vi sejlede d. 14/6 om morgenen fra Cagliari og efter ca. 200 sømil og 32 timers sejlads, som primært var motorsejlads, smed vi ankeret sidst på eftermiddagen d. 16/6 i nærheden af en havn ved Terrasini på nordkysten af Sicilien. Langs kysten er der generelt meget dybt ved Sicilien, så det er ikke helt nemt at finde en ankerplads, og det er meget svært at finde og langt imellem beskyttede ankerpladser. Vores sejlads var mest transportsejlads til Grækenland, men hvis man gav sig tid til det, er der nogle smukke øer - bl.a. vulkanøerne - både vest og nord for Sicilien med gode ankermuligheder.

Efter en rolig nat sejlede vi til Palermo, så vi kunne proviantere. Da vi anduvede havnen, var det første syn, der mødte os en stor færge, hvor der for nylig havde været alvorlig brand. Den lugtede stadig kraftigt af brændt plastc og gummi. I kan se billeder af den på bloggen. Palermo er jo kendt for at være den sicilianske mafias højborg. Da vi snakkede med bror Jens, fortalte han, at der netop havde været razzaier overalt i Italien for at sætte en stopper for mafiaens aktiviteter. Det er lidt mærkeligt at tænke sig, at sidste gang mafiaens magt blev brudt var i 1920érne under Mussolini. Den genopstod efter 2. verdenskrig og er nu en del af dagligdagen på Sicilien. Spændende at se, om det nu lykkes at bryde dens magt igen. Under 2. verdenskrig blev Palermo kraftig bombet af de allierede styrker og det bærer byen stadig præg af. Den fremstår ellers som en meget driftig storby med stor aktivitet, og som turist, mærker du ikke noget til mafiaen. Da vi skulle finde havneplads blev vi prejet af en meget venlig italianer, der hjalp os på plads. Vi havde læst i vores “Italian waters pilot”, at priserne på dette sted i havnen var medium (dvs. €25-40). Det må have været helt inde i havnen, hvor der var ualmindelig beskidt, for vi kom til at betale €50. Godt vi ikke skulle ligge indeblæst. Dagen efter sejlede vi videre langs nordkysten og så endnu en skildpadde. Henimod solnedgang fandt vi et sted ud for kysten, hvor vi kunne smide ankeret. her lå vi ret uroligt, men hørte cikader på land for første gang på turen.

Tidlig næste morgen d. 18/6 fortsatte vi og henimod aften nærmede vi os Messinastrædet. Der var næsten havblik, og vi så nogle sværdfiskebåde. Sværdfisken svømmer regelmæssigt gennem Messinastrædet - sydpå om foråret og nordpå i juni. I løbet af dagen ligger sværdfisken og sover i overfladen. Sværdfiskebåden har et bovspryd, der er længere end båden. Her står en mand med harpun, når de nærmer sig fisken. Der er en mast med en stol i toppen, hvor kaptajnen kan styre båden og kigge efter fisken. (Man fisker kun i roligt vejr.) Vi gik i havn i Reggio Calabrie i Strædet og fik tanket diesel. Her blev vi modtaget af bl.a. Saverio, som er taxachauffør. Han er kendt bl.a. sejlere for sin store tjenstvillighed og gode service og beskrevet i den italienske waters pilot. Rart at vide, hvis man skal den vej. Vi sejlede tæt på land fra Reggio til sydspidsen af hovedlandet for at finde en ankerplads. På land udspillede sig et liv, der var helt vidundeligt. Vi kom til at tænke på den historie Hans Rysgaard fra “Madame Bleu” i LLB læste op til Niels´ 60 års fødselsdag om en mexikansk fisker. Hans har været så rar at sende den til os, og den lyder som følger:

“En amerikansk forretningsmand stod på kajen i en lille mexikansk fiskerby, da en lokal fiskerbåd lagde til. Der var kun en fisker ombord, men der var mange nyfangede flotte gulfinnede tunfisk.

Amerikaneren komplimenterede den mexicanske fisker for fiskenes kvalitet og spurgte, hvor lang tid det havde taget at fange dem.

Fiskeren svarede, at det kun havde taget kort tid og amerikaneren spurgte, hvorfor han ikke var blevet længere tid derude for at fange flere fisk. Fiskeren svarede, at han havde nok til at dække sin families umiddelbare behov.

Amerikaneren: “Hvad gør du så i den øvrige tid?”

Mexicaneren: “Jeg står sent op, fisker lidt, leger med mine børn, sover til middag med min kone Maria, tager en tur ind i byen hvor jeg drikker et glas vin og spiller guitar med mine amigos, jo - jeg har nok at se til”.

Amerikaneren: “Jeg er Harvard MBA og kan hjælpe dig. Du skulle bruge mere tid på at fiske, fange flere fisk, købe en større båd, derefter købe flere både. Du ville ende op med en flåde af fiskefartøjer. I stedet for at sælge din fangst til mellemhandlere skulle du sælge direkte til fabrikken og evt. etablere din egen tunfiskefabrik. Du ville således kontrollere produkt, fremstilling og distribution.  Du ville være nødt til at forlade din lille fiskerby og flytte til Mexico City and evt. senere til Los Angeles og derfra til New York, hvorfra du kunne lede din voksende koncern”.

Mexicaneren: “Men hvor lang tid ville alt det tage?” Amerikaneren: “15 til 20 år”. Mexicaneren: “Men hvad så til den tid?”

Amerikaneren triumferende: “Det er den bedste del. På dette tidspunkt går du på børsen med virksomheden og sælger dine aktier - og du bliver mangemillionær”.

Mexicaneren: “Millioner, men hvad så?”

Amerikaneren: “Så vil du trække dig tilbage, flytte til en lille mexicansk fiskerlandsby, hvor du vil stå sent op, fiske lidt, lege med dine børn, sove til middag med din kone Maria, om aftenen tage en tur ind i byen, hvor du vil drikke et glas vin og spille guitar med dine amigos”.

Historien giver et lille billede af vores accosiatioer til det vi så på bredden. 

Vi havde 2 muligheder for at sejle til Grækenland. Enten at sejle dagsejladser langs kysten eller gå direkte over til Grækenland - en sejlads på 235 sømil. Vi fik en vejrudsigt af Svein Otto og besluttede at sejle direkte dertil. Tidlig fredag morgen d. 19/6 satte vi kurs mod Argostoli på øen Cephalonia i Grækenland. Lørdag morgen d. 20/6 hejste vi endelig det græske gæsteflag og om eftermiddagen ankommer vi til Argostoli, hvor vi lægger os langskibs. Vores transportsejlads er slut. Beretning fortsætter.

Kærlig hilsen Niels og Ellen

Vores telefonnummer i Grækenland er +30 6958168403

Den 30.maj var vores cockpittelt endelig færdig - godt 1 måned senere end beregnet. Vi holdt et lille farvelparty på Lærke. Her fik vi sagt farvel til nogle udenlandske og danske venner. Det var meget hyggeligt med hjemmelavede frikadeller, chicken-wings, salat og kage ad libitum.

Vores første stræk skulle gå direkte til Ibiza, og vi sejlede afsted i fint vejr og godt humør for sejl + motor. Da vi havde sejlet ca. 5 timer, stoppede motoren og efter gentagne forsøg på at få den igang igen og gode råd gennem telefonen fra Jesper på “Pinton” (der stadig lå i Almerimar), besluttede vi at sejle ind til nærmeste havn, der var San José. Vi lagde os for anker udenfor havnen og fik noget tiltrængt søvn. Næste dag fik vi kontakt med havnemyndighederne, som kendte en mekaniker. Vi blev slæbt i land og fik lavet brændstoftilførslen. Regningen for bugsering, mekanikerhjælp m.v. løb op på 3200 DKK. Da vi sejlede videre, ændrede vi lidt på planerne, så istedet for at gå direkte sejlede vi nordpå langs den spanske kyst, så vi var indenfor hjælperækkevidde, hvis det skulle ske igen. Vi sejlede til Cartagena, og på turen så vi vores første havskildpadde. Vi ankom om natten og smed anker udenfor havnen i en lille bugt. Næste morgen sejlede vi i havn og fik en varm velkomst af Dorthe og Jesper fra “Pinton”, som havde lavet dejlig morgenmad til os.

Cartagena har en lang og begivenhedsrig historie, som er beskrevet fra omkring 200 år FC. Cartagena var den mest udholdende by under borgerkrigen og var den sidste spanske by, der overgav sig til general Franco. I Cartagena kan man se den første originale u-båd, der er designet af Cartagena-borgeren Isaac Peral og søsat i 1888. I kan se den på vores blog i billederne fra Cartagena. Her kan I også se nogle af de mange smukke bygninger i byen.

Vi besluttede at sejle til Mare Menor (der er en stor indsø) sammen med Dorthe og Jesper. Vi forventede at være indeblæst et par dage, så det passede fint at ligge for anker i en smuk indsø. Desværre stikker “Pinton” for dybt, så vi måtte gå derind alene. Efter at have ligget indeblæst i de smukke omgivelser i 3 dage, satte vi kurs mod Formentera, som ligger syd for Ibiza. Vi fik fint sejlvejr og sejlede for sejl i mange timer. Kl. 3 om natten (hvor vinden var løjet og motor igang) gik motoren gentagne gange i stå igen. Vi kunne ikke få den igang, men fortsatte for sejl og ville smide anker ved Formentera for at finde en løsning på problemet. Da vi nærmede os østkysten af Formentera, prøvede vi atter at starte motoren. Den gik igang og har kørt upåklageligt siden. Vi besluttede derfor at fortsætte til Mallorca, fordi vi havde en god vejrudsigt med fin vind. Dorthe ringede - de var lige kommet til Formentera og havde været meget bekymrede for os. De havde ringet adskillige gange over mobil + VHF uden at kunne komme i kontakt med os. Med skam at melde havde vi ikke åbnet for VHFen, og jeg lovede Dorthe, at det ikke ville ske mere. På turen til Mallorca så vi igen havskildpadde, samtidig så vi for første gang i denne sæson en flok delfiner. Vi ankom til Figuera på Mallorca d. 8/6 kl. 22, hvor det lige var blevet mørkt. Vi havde sejlet 220 sømil på ca. 36 timer. Dagen efter så vi, at Figuera er en fin lille by (med masser af tyskere). Ydermere er det en statshavn, hvor havnepengene er til at betale (€36 for “Lærke” på 12,5 m). På Balearerne er der mange smukke og beskyttede bugter, hvor man kan ligge beskyttet for anker. Mange både - også fra Almerimar - ligger for anker ved Balearerne i juni-august, hvor havnepengene i hjemhavnen er høje. Man skal sørge for at være selvforsynende med strøm, ligesom vand kan være et problem. Når man sejler i Middelhavet har vi hørt, at en watermaker er en god ting at have. Niels har indstalleret et kulfilter ved vandtanken, så vi kan drikke vand direkte fra hanen, og indtil videre har vi kunnet få fyldt vand på.

I Figuera fik vi provianteret, før vi sejlede til Mahon på Menorca d. 9/6. Det er en tur på 65 sømil, hvor vi både får set hval og en flok delfiner. Vi enkom til bugten i Mahon, lige før solen gik ned. Vi havde udset os en lille ankerbugt, som er en beskyttet naturhavn lige efter indsejlingen. Der var utrolig fint, og så var det gratis at ligge der. Havnepengene i Mahon er skruet helt vildt op, som mange andre steder på Balearerne. Dagen efter fik vi provianteret mad og diesel og planlagt turen til Sardinien. Der lå et usædvanlig dejligt marked og supermarked i byen. Vi måtte ikke lægge til, så Niels sejlede rundt, mens Ellen købte ind. Da vi havde fået fyldt diesel på var vi klar til næste etape.