S/Y Laerke

Mandag d. 28/9 sejlede vi igen ved 14-tiden. Vi var lettede over udfaldet, men kendte endnu ikke udfaldet af den økonomiske situation, som nemt kunne løbe op i over 20.000 DKK (Ellens briller incl). Vi havde ikke sovet i snart 1½ døgn og havde samtidig arbejdet hårdt, så vi havde kun lyst til at hvile. Galaxidhi er en havn med historie, og vi ville have besøgt Delphi, men vi blev meget hurtigt enige om at springe Galaxidhi over og istedet tage til den lille ø Trizonia, som vi havde fået anbefalet. Trizonia er en fin lille ø med vandtaxa til fastlandet. Vi tog en overliggerdag og fik hvilet ud. Vi fik også set lidt af øen, hvor der bla voksede nogen vindruer, Niels blev helt vild med. Havnen er gratis at ligge i, og vi var forbavsede over, de ikke forsøgte at hæve de sunkne både. Man kan tilsyneladende bare lægge sin båd her og tage hjem.
Vi ville godt se Navpaktos inden vi kom tilbage til Messolonghi, fordi det er en gammel Venetiansk by med mure og borg/slot på toppen af højen. Havnen var så lille, at vi ikke ville risikere at lægge os her. Vi havde smidt anker i havnen men fortrød og gik ud igen. Vi besluttede at sejle til Messolonghi, som vi efterhånden var ret tæt på. Der var noget modstrøm, hvor Corintherbugten smalner ind til ca 1 miles bredde og går over i Patrasbugten. Broen over er flot, og der er masser af højde. På hver side af strædet står en gammel Venetiansk borg.
Vi kom tilbage til Messolonghi og blev taget imod af Svein Otto og Caryn. De har også valgt at overvintre her, så dem ser vi mere til i vinter. I går blev der holdt grillparty på kajen for de både, der skal overvintre. Havnen er helt ny (endnu ikke færdigbygget), og det er første vinter. Det er lidt spændende at være med til at opbygge en ny stor havn.
På torsdag d. 8/10 tager vi til Danmark en månedstid.
Kærlig hilsen Niels og Ellen

Søndag d. 27/9 kl. 0905 sejlede vi ud fra Corinth Havn med destination Galaxidhi og en distance på ca. 38 NM. Vejrudsigten for vores sejladsområde sagde 6-7 Bft faldende til 3-4 og vinden foran for tværs. Vi havde maskine kørende og vores lille fog på 34 m2, som vi måtte rebe, da vinden tiltog til 10 Bft. Båden opførte sig eksemplarisk under de 10 Bft og vinden aftog langsomt til 2-3 Bft. Kl. 1130 stoppede maskinen og Niels arbejdede længe med at skifte filtre og puste tilbage gennem brændstofsystemet for at få brændstoffet frem. Det lykkedes ikke at få den igang, og samtidig opdagede vi, at der var kommet noget i skruen. Ellen gik ned i jollen og forsøgte med bådshage at frigøre skruen. Det lykkedes ikke, og samtidig røg Ellens nyerhvervede briller (februar 2009) i vandet.
Vinden var nu faldet så meget, at vi for sejl sejlede under 2 knob. Vinden kom fra skiftende retninger, og samtidig var søen meget ubehagelig. Vi var omkring 20 NM fra Galaxidhi og havde næste Xilokastro tværs 5 NM inde på bagbord, så vi valgte at gå derind for at søge hjælp. De sidste 3 timer sejlede vi med gummibåden og Niels surret fast til Lærke, og udenbordsmotoren kørende. Ca kl. 18 smed vi ankret udenfor Xilokastro havn.
Niels tog gummibåden i havn for at søge hjælp til mekaniker og dykker. Det var søndag aften, det var ved at blive mørkt og samtidig blæste det op, så der var ingen i havnen. Der var lys i en tysk båd, og Niels kontaktede tyskeren - Frietz Rohl. Det viste sig, at han havde boet der i 8 år og kendte havnen og området vældig godt. Han frarådede os at ligge for anker, fordi der kunne komme voldomme dynninger, som kunne være farlige for os uden motor. Lærke stikker ca 1,85m og fra Greek Water Pilot vidste vi, at der kunne være ringe dybgang i indsejlingen, men ok dybde i havnen. Niels og Frietz målte dybden langs indsejlingen med målebræt til 2 m i bagbord side af indsejlingen, og det var ok for Lærke. Frietz kendte en motorbådsejer, som ville hjælpe os med at trække os ind. Kl. blev 20-21, da båden trak os og formentlig pga faldende vandstand, gik Lærke på grund i indsejlingen. Båden prøvede forgæves at få os ud igen. Vi lå på tværs i havnehullet og fik vha liner til land og skødespil vendt Lærke, så vi ikke spærrede indsejlingen. På samme måde forsøgte vi at få den længere ud, og vi arbejdede forgæves på det i nogle timer, før vi måtte opgive. Vi fik at vide, at vandstanden ville være højst om morgenen, og vi håbede derfor at kunne sejle ud på det tidspunkt. Vi lå på sandbund, men meget tæt på store klippestykker, vinden var gunstig, og vha den store genua holdt vi stævnen væk fra stenene. Vi vidste fra vejrudsigten, at vinden ville vende og øge, og inden da ville det være nødvendigt at komme fri for at undgå forlis.
Vi ringede til John Bilslevs mobiltlf., som Pantenius havde opgivet som ét af flere nødnumre. Bilslev blev sat ind i situationen, og vi var herefter i tæt kontakt med ham og Pantaenius græske kontakt i Athen. Natten igennem holdt vi øje med vinden og forsøgte konstant at hive os frem vha skødespil og linerne på land. Ved 6-7 tiden kom Frietz og en fisker og forsøgte at trække os ud uden held. Vi havde om natten stået og hugget og formentlig gravet os dybere og dybere ned. Vi arbejdede i timer med liner og spil henholdsvis for og agter, men vi sad uhjælpelig fast. Vi måtte opgive og afvente hjælp med tilstrækkelig motorkraft.
Frietz dykkede og fik frigjort skruen. Han havde uddannelse som maskiningeniør og gik igang med at få løst motorproblemet. Inden han var færdig kom 2 fiskerbåde, der ville trække os ud. Det viste sig, at Pantaenius havde haft kontakt og forhandlet med dem. Den ene fisker lå standby. Det lykkedes at få os ud, og vi smed ankeret, så vi kunne få ført brændstoffet frem til motoren. Det lykkedes efter 3 timers intensivt arbejde. Undervejs havde Pantaenius kontaktet en dykker, der kom ud og så efter evt skader. Dykkeren kunne ingen skader se, så mandag d. 28/9 kl. 1355 kunne vi sejle videre. Det var en god hjælp vi fik fra Pantaenius, som har betalt bjærgning og dykker.

Kærlig hilsen Niels og Ellen

Vi havde 2 dages ok vejrudsigt i Det ægæiske Hav til at sejle nordpå, hvor det ville være lettere at finde huller at sejle i. Kort efter vi var taget af sted torsdag d. 24/9, blæste det 7 Bft og bølgerne var lidt ubehagelige, men i løbet af et par timer løjede det så meget, at vi kunne sejle en ordentlig dagsejlads. Vi sejlede på nordsiden af Idhra, og her mødte der os også et landskab, der var usædvanligt pga klippernes farver der var røde og lilla. I 1950erne og 60erne var Idhra en fashionabel ø, der tiltrak kunstnere bl.a. sangskriveren og sangeren Leonard Cohen, som stadig har et hus her. I dag er det en turistø blandt mange andre. Vi gik ind i Mandrakibugten, der beskrives, som en god ankerplads i Greek Water Pilot. Den var ok, og som de fleste ankerbugter vi har ligget i i Grækenland. Bunden var god at ankre i, der var flere tavernaer på land og badestrand i bunden af bugten. Her i Mandrakibugten var der også en vandtaxi, der blev benyttet flittigt af ankerliggerne til at komme til hovedbyen ved siden af.

Næste morgen satte vi kurs mod Corinther Kanalen. Ved indsejlingen ventede vi ½ time, før vi fik klar besked over VHFen. Vi betalte €180 (ca. 1400 DKK) for at sejle igennem med vores båd på 12,5 m. Kanalen er 3,2 miles lang, 25 m bred og max dybgang er 6,5 m. Limstenene, som den er skåret ud af, rejser sig 79 m over vandoverfladen på det højeste punkt. Kanalen er startet af et fransk kompagni og færdiggjort af grækerne i 1893. Det er imponerende, når man kigger op på limstensskrænterne, mens man sejler forbi. Lige efter udsejlingen ligger Corinth Havn, hvor vi lagde os ind. Corinth by er en storby, med alt hvad det indebærer. Det er nemt at blive fristet af de mange lækre tøjforretninger, men også her er det småt med marineforretninger, som vi kender dem i Danmark. Corinth er en by, man har lyst til at se mere end blot at være i transit, så vi tog en overliggerdag, inden vi sejlede videre ind i Corinther bugten.
Kærlig hilsen Ellen og Niels

Fredag d. 18/9 sejlede vi fra Gytheoin og pga en meget blæsende vejrudsigt de næste dage frem, sprang vi øen Elafonisos over, fordi vi skulle ligge for anker. Øen er kendt for sit blå og lækre badevand, og vi havde fået den anbefalet meget, men med den vejrudsigt ville vi alligevel ikke have lyst til at bade. Vi valgte at tage en lang dagssejlads på ca. 60 NM, så vi kunne runde 3. finger og sejle ind i Det ægæiske Hav i roligt vejr. Vi sejlede til den meget spændende by Monemvasia, hvor vi lå indeblæst i 6 dage. Foran os lå en familie fra Bergen i Norge med 2 søde børn Knut og Karen. Forældrene var rigtig gode til at aktivere dem, mens farmor gjorde båden rar.

Selve byen, vi var i, hed Yefira og øen, der forbindes med en vej/dæmning, hedder Monemvasia, som oversat betyder een indgang. Klippeøen blev skåret fra fastlandet ved et jordskælv i 375 e.Kr., så der er kun een adgang fra land, og det er over dæmningen. Byen er af Byzantinsk oprindelse, selvom Venetianerne har genopbygget det meste. Byen er opbygget efter det Byzantinske mønster med borgen på toppen - på The Rock af Monemvasia - og derefter en øvre og en nedre by med mure omkring. Monemvasia bebygges i 588 e.Kr.. I 746 spreder en epidemi sig hurtigt og slår mange af indbyggerne ihjel. I 878 blev nedre by lavet til fort og bliver den Byzantinske flådes base mod araberne. Som resten af Pelopones har byen haft mange forskellige regenter indtil den, efter uafhængighedskrigen fra tyrkerne 1821 - 29, blev græsk. Monemvasia har også været kendt for udskibningen af den eksotiske og dyre vin Malvazia, som blev dyrket og fremstillet i oplandet. Allerede i 13. og 14. århundrede var vinen så berømt, at den blev udskibet fra Monemvasia til alle vigtige havne i Middelhavet og Sortehavet. Kirken Agia Sofia, der står nær toppen af Rock of Monemvasia i øvre by, er meget kendt i Grækenland. For omkring 20 år siden begyndte Monemvasia igen at blive beboet, og den er i dag et levende museum at gå rundt i. Monemvasia - gennem tiderne også kaldet Østens Gibraltar - er rødbrun fra klipperne og den cement man brugte i konstruktionen. Det er smukt og bibeholdes nænsomt af de nye indbyggere.

I havnen lå vi langskibs og satte ankre ud mod vinden for at lette lidt på presset på fenderne. Vi, der skulle nordpå, lå indeblæst og tog derfor initiativ til en lille komsammen på kajen. Det var godt med lidt adspredelse og kontakt, selv om det efter græske forhold var køligt og blæsende. Knut og Karen nød det, og forældrene fik farmor til at passe dem, da de skulle i seng, så de kom over på Lærke og snakkede. De bor på en flere hundrede år gammel slægtsgård i Bergen. Hertil fik vi en stående invitation, hvis vi kom på de kanter.

I løbet af torsdagen ville vinden løje, og vi ville kunne sejle et par dage, så vi besluttede at sejle videre nordpå torsdag d. 24/9.

Kærlig hilsen Niels og Ellen

Tirsdag d. 15/9 sejlede vi til Gytheoin, som ligger i bunden af bugten mellem 2. og 3. finger. Her var ikke mange gæstesejlere eller turister. Vi lå langskibs og kunne følge med i lystfiskernes liv i havnen. Det må være arbejdsløse, for de var der hele dagen, og nogle enkelte tog først hjem langt ud på natten. Vi var der 3 dage og kom især til at kende 2 mænd. Den ene kom om morgenen med sin spand og rulle med line. Lidt efter kom en kat og lagde sig ved hans fødder. Lidt senere kom en anden mand, der hyggede sig med hans samvær. De snakkede næsten ikke sammen. Fiskeren fiskede små fisk til katten, og katten takkede ved ikke at vige fra hans side, så længe han var der. (Se billeder). Den anden fisker kom fyldt med energi om morgenen og hev alt hans udstyr ud af bilen. Han boede i Sparta fortalte han. Hans kone lavede madpakke til ham, og han spurgte sin kone, om han ikke måtte få 2 ekstra stykker sandkage med til hans venner. Det var hyggeligt at snakke med ham selv om det meste foregik med tegn og fagter. Han fiskede udelukkende efter blæksprutte.

Den ene dag tog vi bussen til Sparta og derfra til Mistra, som er en Byzantinsk by, der ligger i ruiner. Sparta, som vi kender fra historien, er der kun rester af. Mistra overtog Spartas betydning, som hovedby i sydpelopones indtil der, i 1834 efter den græske uafhængighedskrig, blev bygget et nyt Sparta, hvor de sidste Mistraborgere flyttede ind.  Mistra var hovedsæde for den Byzantinske guvernør i årene 1262-1460. Mistra er igennem tiden blevet udsat for utallige angreb, men har undgået den totale ødelæggelse.  Under det tyrkiske herredømme efter 1460 blev kirkerne omdannet til moskeer, og byen blev residens for pashaen. De Byzantinske borge blev bygget på et bjerg/ en høj med borgen øverst. Derefter byggede man en øvre og en nedre by med mure omkring. Det var de rige og betydningsfulde, der boede i den øvre by. Først skulle den nedre by indtages, derefter den øvre og til sidst borgen/ paladset. I dag lever nogle få nonner i Pantanassa klostret, hvor de bl.a. lever af at lave håndarbejde med Byzantinske motiver, som sælges til turisterne. Også i Mistra er der noget renovering og opbygning igang for EU-midler. I Grækenland skal man oplyse det med store plancher, hvis man har modtaget EU-penge.

Efter en dejlig dag med bjergvandring og mættet af indtryk tog vi bussen tilbage til Gytheion. At blive transporteret rundt er en god måde at se landet på.

Vi besluttede at speede tempoet lidt op, fordi vejrsystemerne ikke opførte sig som vanligt. Normalt skulle september måned være en god måned at sejle i også i det Ægæiske Hav, men vejrudsigten blev ved med at melde ustabilt vejr. Fredag d. 18/9 sejlede vi videre. 

Kærlig hilsen Niels og Ellen

Vi sejler til Navarinonbugten på vestkysten, som har en spændende historie. Det er en lille by med en fin kirke, som vi desværre ikke kunne komme ind i. I bugten blev der i 1827 under grækernes uafhængighedskrig udkæmpet et slag, som fik krigslykken til at vende i Grækenland. Den engelske admiral Codrington havde fået nys om, at den tyrkiske og ægyptiske flåde lå opankret i Navarinonbugten. Selvom hans flåde var betydelig mindre, valgte han alligevel at gå til angreb, fordi han kunne se, at tyrkerne og ægypterne ikke havde nogen mulighed for at flygte. Det blev meget blodigt, varede 4 timer og vendte krigslykken, fordi han vandt slaget.

På vores billeder kan man få indtryk af, hvor stor bugten er, og hvor lille adgangen til den er. Klipperne rundt om er iøvrigt spændende at se på. Vores plan var nu at ligge for anker ved byen Methoni, hvor der er et stort borganlæg og en smuk by. Vejrudsigten gjorde, at vi besluttede at sejle forbi og om til Porto Kayio på sydkysten af Pelopones. På vores billeder kan I se borgen, vi sejler forbi, og det meget anderledes og smukke landskab der åbenbarer sig for os, da vi runder Pelopones´ 2. finger. Hvad I ikke kan se, er den store delfinflok der fulgte os i kort tid. Det sker faktisk ikke ret ofte her i Middelhavet, så det er dejligt, når det sker.

Porto Kayio er en lille by i en bugt med klostre op ad bjergskråningerne. Vi var oppe at se en lille kirke oppe på bjerget. Den var meget fin og kan ses på vores billeder. Der lå også et lille hus, der bruges til at samle knoglerne, der graves op, efter man har ligget i jorden nogle år. Huset kan ses, men ikke knoglerne. Der var lukket. Ellers er det sejlere og folk i mobilhomes, der besøger bugten og byen. Mandag aften gik vi i seng til “fyrværkeri” (en thunderstorm) over bjergene. Over midnat blev vi vækket ved, at Lærke smed sig ned. Det var tordenstormen, der brød ind over bugten med en voldsom fart. Lærke blev smidt rundt som en snurretop, og heldigvis holdt vores 2 ankre. I flere timer holdt vi vagt med dækslys på, mens bådene fór omkring os for at forsøge at få ankrene til at fæstne sig. I “Greek Waters Pilot” havde vi læst en advarsel mod bundens holdeevne i uroligt vejr, så da vi ankom, gjorde vi os meget umage med at sikre os, at vi lå godt. I forbindelse med den meget voldsomme vind kom der et kraftigt regnvejr, der slog søen ned. Det var svært at orientere sig med vinden hylende i ørerne og regnen piskende ned, men fyret der blinkede, og lynene der sporadisk lyste bugten op, hjalp os.  Om morgenen besluttede vi at sejle videre til en havn. Vi sejlede til Gytheoin i bunden af bugten mellem 2. og 3. finger.

Kærlig hilsen Niels og Ellen

At ligge i Katakólon mindede os lidt om Langeline pga de mange store krydstogtskibe. De lagde til her og blev fragtet i busser til Olympia. Indbyggerne og havnefogeden var stolte af deres by, og det er jo dejligt at opleve. Vi havde et par overliggerdage, hvor vi gik rundt og så byen den ene dag, og den næste tog vi toget til Olympia. Stedet ligger i dag i en fredfyldt dal og består af en masse ruiner, som man skal have hjælp til at finde ud af. I det 6. århundrede e.Kr. blev mange af bygningerne og statuerne ødelagt af voldsomme jordskælv. Trods dette er det lidt af et historisk vingesus at se resterne af de gamle huse, søjler og stadium. Fra 700-tallet f.Kr. er der blevet afholdt sportslege her til ære for Zeus. På det ene museum står en kopi af kæmpestatuen af Zeus lavet af den berømte skulptør Phidias. Statuen er udråbt til det ene af verdens 7 vidundere. Man ved at Olympia har været et religiøst center for pilgrimme fra hele Grækenland i hvert fald tilbage til det 11. århundrede f.Kr.. The Olympic Games startede med eet løb i 776 f.Kr.. Efterhånden kom der flere typer løb til samt former for brydning og boksning m.m.. Legene varede nu 5 dage. Atleterne, der kom fra hele Grækenland og deres kolonier, deltog for at vinde ærefulde sejre. Vinderne blev hædret med en “kotino”, der var flettede olivenblade fra oliventræer, der stod udenfor Zeus tempel. En større ære kunne man ikke få. Desuden fik man lavet en statue af sig selv, der blev stillet i et helligt rum, hvis man havde vundet 3 sejre eller vundet 3 gange i samme disciplin.

Olympic Games mistede efterhånden deres betydning og stoppede helt i 393 e.Kr.. De moderne Olympiske Lege blev genindført 1896 af baron Pierre de Coubertin, og det første moderne OL blev afholdt i Athen. Traditionen med den olympiske flamme blev etableret med det 12. OL i Berlin i 1936. Det skal symbolisere den historiske fortsættelse af Legene og de stærke bånd til Olympia.

Se - det var en smule historie her fra os. Hvis I har lyst, kan man Google et hav af oplysninger.

Havnefogeden snakkede meget med Niels om at bruge den som vinterhavn, og da vi skulle sejle, skyndte han sig til bageren og kom tilbage med en pose lækre kager. Det får os nu nok ikke til at ændre beslutning om vinterhavn.

Kærlige hilsener fra Niels og Ellen

ames.

Den 6. september holdt fiskerne i områdets lille bugt en religiøs fest, hvor de skulle sørge for et godt år (eller sige tak for det gamle). Marinaens konstruktører - grækeren Yanis og hollænderen Jo - gør meget for at skabe et godt miljø i havnen og byen. De samlede så mange fra havnen som muligt, og vi tog sammen derud. Vi sejlede i vores dingier til enden af kanalen, og derfra sejlede vi med Yanis og den anden lille speedbåd. Festen foregik på øen med fyrtårnet ved bugten, hvor der var en lille kirke. (Se billeder fra festen). Der var 2 præster til stede, men vi var kommet lidt for sent, så vi overværede ikke ceremonien. Fiskerkvinderne havde hver især bagt brød og kager, og fisk var der selvfølgelig også. Der stod vand, cola og ouzo, og det hele var til fri afbenyttelse. Det var en fin lille fest og kirken var pyntet  og offergaverne stod på gulvet. San?? må være blevet mildt stemt, og vil give fiskerne et godt år. Dagen var også 1.dag i Lord Byrons uge som festligholdes i meget af Grækenland i 6 dage.

Da vi sejlede hjem begyndte det at lyne. Der var en thunderstorm i bjergene, og det var et fantastik skue - næsten som festfyrværkeri. Der var stort set ikke lyd på. Senere på aftenen fulgte en MEGET kraftig vind, men vi lå godt fortøjret.

Kærlig hilsen Niels og Ellen