september 2010 - afsejling Messolonghi
September 8th, 2010Vi kom planmæssigt til Messolonghi 29. august. Båden var meget beskidt men ellers i god stand. Ellen kom til tandlæge, og det hele så fint ud. Tandarbejdet blev helt færdigt 23. september. Da vi kom herned, havde arbejderne travlt med at forberede, at en masse både skulle på land. Bl.a. lavede de bådstativer, der ikke var svejst godt nok, og det medførte, at 4 både væltede som dominobrikker. Meget af natten arbejdede de for at få dem rejst igen og fik svejset stativerne ordentligt. Det var en begmand, der ville noget.
Sidste gang vi var i Messolonghi, havde vi meget glæde af hunden Marina og hendes 7 hvalpe, som vi nåede at se, inden vi rejste. Billeder af hende og nogle af hendes hvalpe kan ses i billedafsnittet “November 2009 til slut august 2010″. Da vi nu kom tilbage, var Marina blevet “adopteret” af en italiensk familie og var sejlet til Italien. 3 af hendes hvalpe var “adopteret” af 3 forskellige bådfamilier, og resten havde fået en sprøjte, så de kunne “sove”, som englænderne udtrykker det. Der var kommet en ny marinahund - Lucky _ en fin blandingshund, og da Marina kom på besøg i havnen med sin italienske familie, legede de 2 hunde og havde det fint. 2 uger efter vores ankomst blev Lucky forgiftet og døde. Vores naboer så en taxachauffør smide noget mad lige uden for havnens område. Duer og Lucky spiste af det. Duerne døde hurtigt og Lucky senere. Niels hjalp med at begrave den. Der var et forestående valg i byen, og man mente i havnen, at det var årsagen. Man ville af med de vilde hunde, men det er noget svineri at gøre det på den måde, fordi hundene lider. En sprøjte er mere humant.
Der var fortsat grill på havnen hver søndag aften. Det er lunt men helt mørkt kl. 20, og så kommer de små fluer, der bider, så det er om at forberede sig grundigt med spray og tøj. Det er dejligt at snakke med de andre. En del, som vi kendte, har forladt havnen, andre har lagt båden for vinteren i havnen, og nogle få, som vi, planlagde at sejle. Sådanne aftener får vi mange gode tip om egnede steder at besøge og lægge båden for vinteren. Vi har bl.a. genmødt “Fjøsen” med Winnie og Jesper og haft nogle hyggelige timer med dem. Vi regner med at se dem, når vi kommer til Danmark. Vi har også genmødt svenskerne Gunnar og BrittMarie i “Jespan” fra Sunsvall. Dem kunne vi finde på at køre op og besøge.
Da vores kontrakt med havnen udløb 16/9, lagde vi os ud i bugten, indtil vi kunne komme af sted. Det er dejligt med vores nye solpaneler og vindmøllen. Vi har nok strøm nok og 2 invertere, så vi kan ligge uden landstrøm i dagevis. Vand må vi tanke hver 2. uge.
2 dage før Ellens tandarbejde sluttede blev vi inviteret til middag af tandlægen Papahristos kl. 22 på restaurant La Plaza. Han fisker med en ven og havde fornylig fanget en tun på 70 kg. Det tog ham og hans ven 3 timer at få den op. Restauranten (der ejes af hans familie) havde fået den, og nu syntes han, vi skulle smage den. En gang om ugen mødes han med vennerne på restauranten og spiser og snakker, og det var det, vi var inviteret til. Det var en utrolig hyggelig aften, og da Papahristos mente, vi havde set for lidt af Messolonghis historie, inviterede han os på en guidet tur dagen efter, hvis vi ville. Vi takkede naturligvis ja og blev dagen efter hentet af en engelsktalende uddannet guide i egen bil. Vi blev kørt rundt i 4 timer og så museet i Messolonghi, hvor vi hørte meget om uafhængighedskrigen. Vi blev kørt op i bjergene, hvor vi fik et flot look ud over byens mange saltudvindingsanlæg og fik samtidig historien om en by “Plevrona” opført 200 fKr. Byen så anderledes ud på det tidspunkt, fordi vandet gik højere op. Han kørte os til en gammel romersk badeanstalt og bagefter til Oiniades, hvor vi så et meget imponerende skibsværft og teaterscene begge dele fra et par hundrede år fK. Desværre har vi ikke så mange billeder fra denne tur, fordi batteriet løb tør. Han ville have fortsat guidningen, men vi mente, det var nok. Han var meget vidende om græsk historie, Messolonghis historie og kunsthistorie, så vi kunne ikke holde sammen på mere. Han kørte os tilbage til havnen, gav os hver 3 bøger på engelsk fra området og fortalte, at Papahristos havde sagt, han ikke måtte tage imod penge fra os, så det ville han ikke gøre. Det var utrolig flot af Papahristos. Han og mange andre er meget stolte af deres by pga byens rolle i uafhængighedskrigen. Det har vi skrevet om tidligere.
Vi ventede nogle dage på en ok vejrudsigt, men vi skulle måske have ventet en dag mere, for vi fik en noget urolig sejlads til Katakólon, hvor vi lagde os for anker. Vi havde sejlet 55 NM for maskine og den store genua. Da vi sejlede rundt om Pelopones for 1 år siden, var vi også her. Det er herfra man tager toget til Olympia. Billeder kan ses i billedmappe: Pelopones rundt - Katakólon - Olympia. Dagen efter sejlede vi til Pilos. Der har vi også været før og billeder kan ses i: Pelopones rundt - Pilos i Navarinon bugten og Porte Kayo. Navarinon bugten har også en betydningsfuld rolle i den græske historie. Det skrev vi om sidst. På vej hertil hylede motoralarmen, så vi måtte slukke maskinen. Det viste sig heldigvis bare at være søvandsfilteret, der skulle renses, så det fik Niels klaret. Vi gik igen for den store genua og maskine. De havde lovet 4-5 Beaufort fra NW, og det var en fin vind at gå ned på, men det holdt ikke stik, vi havde den imod. Vi ankom dog til Pilos i fin tid 1830, inden det blev mørkt. Ellen kan ikke lide at gå i havn i mørke. Om aftenen spillede FCK mod Athen i Athen og FCK vandt 2-0. Vi hørte nogle voldsomme brøl og regnede med, det var grækerne der jublede, men da vi hørte resultatet, var vi klar over, at det var de mange tyske turister i byen, der jublede, når danskerne fik mål. Da vi sejlede fra Pilos, regnede vi med at lægge os for anker på vestsiden af Pelopones 2. finger, men pga vindretningen måtte vi tage til Porto Kayo. Sidst vi var her, havde vi en væmmelig oplevelse med pludselig tordenstorm fra bjergene, så vi var lidt betænkelige, men der var ikke meget andet at gøre. Der er 57,5 NM fra Pilos til Porto Kayo, og da vi rundede pynten ved den 1. finger fik vi en dejlig sejlads for store genua og motor for 1800 omdrejninger. Dagen efter besluttede vi at tage til Gytheoin igen og tage nogle overliggerdage. Vi havde 3 gode dage her, og Niels fik blæksprutte på en restaurant. Byen gør det meget i blæksprutter. Der hænger sprutter til tørre mange steder. Her fik vi en cikade ombord, som vi ikke er sluppet af med endnu. Den er så irriterende, for når den er tæt på, er dens “sang” meget høj. Vi kan ikke lokalisere den og troede i går, vi havde fået ram på den. Men nej - til aften begyndte den igen. Efter Gytheoin tog vi til den smukke bugt Elafónisos. (Billedmappe september 2010). Vandet er fantastisk klart og meget blåt. Vi ville tage til den første Kyklade ø dagen efter - et stræk på små 80 NM, så vi sejlede kl. 5 om morgenen og kl. 8 kunne vi sætte storen, den store genua + maskine. Vi lagde os for anker i den store bugt på Milos kl. 17.30, så det var dejligt. De lover lidt hårdt vejr 6-7 beaufort og vi vil ud og kigge på øen, så vi bliver her nogle dage.