Leros, Lyngby, Californien til 3/1-2011
December 29th, 2010Vi arbejdede flittigt på båden, så vi kunne efterlade den i god stand. Der var meget få i havnen, der skulle bo på deres skib vinteren over, og det sociale miljø var ikke rigtig kommet op og stå. Det lykkedes at få et “hygge på kajen” arrangeret. Der var flest fransktalende men også nogle engelsktalende. Det blev en hyggelig dag, hvor noget af havnens personale også deltog. Det foregik på sædvanlig vis ved, at vi hver især tog vores eget kød til grillen med og en ret eller kage til fælles brug. Vi var 20 - 25 stykker. Denne havn er også under opbygning, og vi har ikke tidligere oplevet så professionelle arbejdere i Grækenland til op- og nedtagning.
Vi lejede en bil og kørte rundt på Leros, som er en dejlig grøn ø. Fra bilen kunne vi se, der var mange gode ankerbugter, som vi håber at kunne benytte senere. Platenos er nu hovedbyen på øen, hvor det før var Lakki. På nordsiden ligger et godt bådværft og Lakki Marinas standplads.
Vi havde bestilt færgebilletter til Kos og derfra flybilletter til København via Athen i slutningen af november. Nogle dage før afgang fik vi at vide, at der var en generalstrejke i udsigt for færgepersonalet. Vi kontaktede vores bureau, som ikke kunne sige noget. Senere fik vi at vide, at det kun handlede om een dag - og ikke den dag, vi skulle af sted. Det kom imidlertid ikke til at holde stik. Vi regnede ud, at det ved ny flybookning ville koste os ca. 1000€. Vi lavede en aftale med bureauet om at forhøre os kl 17.30 om vores færge til Kos, der skulle sejle ved 4-tiden om natten. Vi fik at vide, at den ikke sejlede, men at der måske var en mulighed i et andet bureau. Vi kontaktede dem omgående og fik billetter til en færge kl. 20 til Kalymnos. Derfra kunne vi nok få en færge til Kos, fik vi at vide. Så gik det i fuld fart hjem og pakke cykler, resten af båden, aflevere mad til dem vi kendte og pakke kufferterne færdig. På hjemturen fra bureauet bestilte vi taxa til at afhente os i havnen kl. 19.45, og det lykkedes os at nå det hele og ikke mindst båden til Kalymnos. Det blæste kraftigt, og båden var ikke særlig stor, så det blev noget af en gyngetur, men vi kom til Kalymnos, hvor vi fandt et hotelværelse. Efter 4 timers søvn gik vi til havnen og fandt båden til Kos. Det var en sejltur på ca 45 min. igen i høj sø. Fra havnen på Kos tog vi en taxa til lufthavnen. Da vi ventede på flyet til København i Athen lufthavn, blev der meddelt over højtalerne, at strejken havde bredt sig og nu også omfattede toge og busser. Vi ankom næsten planmæssigt til København med en følelse af at have været meget heldige over at være “sluppet ud”, fordi vi havde flere aftaler foran os. Flyet var forsinket og Lyng havde troligt siddet i lufthavnen og ventet i 2 timer på os. Det var rigtig flot.
Kasper havde haft bilen, mens vi var væk og sad og ventede på os i lejligheden i Lyngby, da vi kom hjem. Det var som sædvanlig et dejligt gensyn, og han havde gjort det hyggeligt med tændte stearinlys. Vi havde lavet aftaler om diverse helsetjek, og da alt var i orden, begyndte vi at pakke på ny. Vi fik set Maria et par gange og Lars en enkelt gang. Marias mave var vokset gevaldigt siden sidst, og i skrivende stund ved vi, det bliver en pige, som ventes omkring 1. marts. Det glæder vi os meget til.
13.december fløj vi til San Francisco via Paris. Vi har bestræbt os på at holde jul med Sofie og børnebørnene Sebastian og Natalia hvert andet år, og denne gang ville vi blive længe, fordi ingen af os skal hjem til et arbejde. Sofie og Natalia kom og hentede os i lufthavnen. Det var dejligt, for det er en lang køretur på 3-4 timer. Sebastian legede med en kammerat, til vi kom. Sofie havde flyttet hendes kontor til spisestuen, så vi kunne bo på kontoret. Det var rigtig godt at se dem alle 3 i fin form og humør. Vi har ikke set børnebørnene, siden vi tog på langfart, og der er sket rigtig meget især med Natalia, som var 4 år, da vi sejlede i 2008. Vi har fejret en dejlig juleaften, hvor børnene altid er hos Sofie d. 24., for at tage til faren (Giovani) senere på aften og fejre jul der om morgenen d. 25.. Dagene omkring jul og nytår blev brugt til indkøb, madlavning, konfekt- og kagekreationer. Nytårsaften var børnene her. Vi kunne ikke få rigtig fyrværkeri, men en del knallerter, som Niels og børnene legede med. Vi fik god mad og havde sat storskærm op inde i stuen, så vi kunne se film. Det blev en hyggelig nytårsaften. Der har været overskyet, tåge og regn nogle dage, mens vi har været her, men også solskinsdage. Vi har været i Sierra Nevada og kælke og lege i sneen med børnene. En dag hvor Sofie ikke arbejdede og børnene var hos faren, kørte vi til Monterey Bay, hvor vi kunne kigge ud over Stillehavet - en healende oplevelse især for Niels. Sebastian blev 12 år d. 3/1 og han blev fejret med en rigtig børnefødselsdag med danske lagkager og flag.
Vi hygger os med havearbejde, oprydning i poolen, værktøjsophængning, madlavning, gåture, lektielæsning med børnene og vores alle sammens yndlingshund Sparky, der bare er så cute. Når vi går tur, spadserer den som en fin herre. Den elsker, når vi går tur i parken. Så fræser den af sted. Sparky følger børnene, så når de ikke er her, er Sparky her heller ikke.
Billeder om vores oplevelser kan ses på hjemmesidens afsnit, der hører til her.