• Forside
  • Om sylaerke
  • Billeder
  •  

    Monterey, San Francisco, Danmark, Josefine bliver født, Leros, Niseros

    Da vi kom tilbage fra Cambria, havde vi en uges tid tilbage i Fresno, fordi vi havde besluttet os til at leje en bil og se nogle ting. Vi hyggede os med Sofie og børnene og fik set den japanske have i parken i Fresno. Den var rigtig flot med blomstrende kirsebærtræer. Dagen før vi skulle køre, kørte Sofie os til Fresno lufthavn, hvor vi skulle leje bilen. Da vi kom hjem, prøvede vi igen at få vores bagage ned på det tilladte, men vi blev nødt til at efterlade noget tøj og sko hos Sofie. Vi havde købt en del ting til båden og andet grej, som absolut ikke kan undværes. Til sidst lykkedes det.
    Vi fik sagt farvel til børnene og Sofie og kørte til Monterey ved Stillehavet. Her havde vi været før, men vi ville meget gerne se Akvariet, som vi havde læst en del om. Det var lavet af en rigmand (Packet) og udmærker sig bl.a. ved at gøre meget for at lære de besøgende, hvordan man skal tage vare på miljøet. Der var flere gode og lærerige udstillinger og ved hvert akvarium, stod der en guide, der kunne fortælle meget engageret om netop dette dyr. Vi var meget imponerede. Vi så livet i og ved havet med fugle, havoddere, store blæksprutter, søheste, flamingoer, skildpadder og meget mere. Noget af det kan I se på billederne med samme tittel. Vi lejede et hotelværelse og kørte dagen efter til Big Basin med Redwood træer. I kan bl.a. se et billede af et træsnit fra et træ, der var 1392 år gammelt. Redwood træerne er de højeste levende organismer på jorden. De kan bliv 350 fod høje (mere end 100 m) og leve mere end 2000 år. Vi kørte længe i skoven, inden vi kom ud på vores vej til San Francisco, men det var en dejlig tur. Vi havde bestilt plads på et hotel i San Francisco til 2 overnatninger. Vi har været i byen før, men det er en speciel og dejlig by, som vi glædede os til at gense. Vi gik ned til Fishermens pierne. Der kiggede vi på søløverne, der også havde fået unger. Dagen efter købte vi et dagkort til busser og sporvognene. Vi kørte flere gange med de legendariske sporvogne, der kravler op og ned ad de stejle gader og så tog vi en bus til Golden Gate Bridge. Om aftenen kørte vi til lufthavnen og afleverede bilen. Så fik vi også prøvet metroen tilbage til hotellet. Dagen efter blev vi hentet af en lufthavnstaxa og fløj tilbage til Danmark, hvor vi blev hentet af Gitte og Lyng.
    Da vi kom til Danmark, var der sne, men vi skulle kun være i Danmark i 3 ugers tid, inden vi skulle tilbage til det begyndende forår i Grækenland. I Danmark fik vi set venner og familien og d. 26. februar fødte Maria lille Josefine. Ellen fik nået at se hende en del gange inden afrejse. Der er billeder af hende her på hjemmesiden. Vi fik også fejret Marias fødselsdag d. 7. marts inden vi skulle flyve til Athen. Vi havde bestilt hotel i Athen, men det var et værre kvarter, vi kom ind i. Hotellet var bedre, end det vi før har brugt, men kvarteret er et Istedgadekvarter, hvor man skal passe lidt på. Det er jo ikke til at vide, når man ikke kender byen så godt, og det var da også okay. Dagen efter fløj vi til Leros, og kom ned på en båd, der var fugtig og muggen mange steder. Det var ikke rart, så vi var glade for, at vi var ankommet rimelig tidligt på eftermiddagen. Vi gik igang med rengøring og indkøb af mad, og da det værste var overstået, kunne vi begynde at montere sejl og alt muligt andet. Det tog os over en uge at blive nogenlunde klar. Vi fik slebet bordene i cockpittet, fordi de var helt ødelagte af sol og vand. Vi fik vasket tøj og taget dørkplader ud og vasket mug af dem. Det er første gang, vi har været væk fra båden om vinteren, og det har den ikke haft godt af. Meget af vores elektronik var gået i stykker, så vi bl.a. ikke havde en gps, der duede. Svein Otto og Caryn har været på Nisiros i vinter og lå der stadig, så vi ville sejle ned til dem, så Svein Otto kunne hjælpe med elektronikken. Vi sejlede ud ad havnen og var glade for at vores motor virkede. Efter 10 minutters sejlads lød motoralarmen pludselig, så vi stoppede motor i en fart. Niels kunne ikke finde fejlen, men vi startede igen og kaldte havnen. De ville tage imod os, og det var godt, for vi var kun lige drejet ind i havnen, da alarmen lød igen. Vi lå rigtig dårligt ved nogle sten, men alt endte godt. Vi blev bugseret ind på en plads med en ro-jolle. Fin service. Niels tænkte, og vi fik bud efter en mekaniker. Niels havde inden mekanikeren kom ombord kigget på kølvandet og mente, der manglede fersk kølvand. Det kom på, og vi var noget spændte dagen efter, men vi kom til Nisiros uden problemer. Vi havde ingen gps, men vi har sejlet Leros - Nisiros før, så vi havde ingen problemer. Det viste sig, at det er printpladen til vores kortplotter, der er gået, og vi har bestilt en ny kortplotter, da det var billigere end en ny printplade. Vi er noget sårbare, fandt vi ud af, for både radar, VHF og ekkopilot er forbundet til kortplotter, så når den går, følger der meget andet med. I øjeblikket venter vi på en ny her på Nisiros. I dag har Svein lavet vores varmvandsbeholder, som vi havde købt nye varmelegemer til hos Kjøller, så nu har vi varmt vand igen. Vores gummibåd havde vi problemer med fra Messolongi. Der er et hul, vi ikke har kunnet finde. I USA købte vi dels noget tætnemasse og dels noget maling, så vi er ved at lave den også. Vi har købt flere forskellige ting, der skal monteres, så det varer et stykke tid, før vi kan komme af sted. Vi glæder os meget til påsken, der skulle være en oplevelse her i Grækenland. Midt i al dette reperation og indstallation fejrede vi Svein Ottos og min fødselsdag d. 6.april. Han blev 62 og jeg 61 år. Niels havde lavet forret med advokado og rejer og Caryn havde lavet dejlig gryderet, sin gode ostekage og købt diverse franske oste. Vi spiste ombord på Lærke og det var rigtig hyggeligt. I slutningen af marts inviterede Niels og jeg til middag på restaurant Afrodite. Værtsparret Sambika og Nicos er utrolig søde og imødekommende. Der spiser vi af og til. Caryn og Svein Otto har lejet en bil i vinter, så det har Niels og jeg glæde af, når de skal til Mandraki og købe ind. Vi har også været på sigthseing med den og taget færgen over til Kos og kørt til Lidl og provianteret. Det er dejligt at have den mulighed.
    Vi har fået udpeget, hvor der er vild timian og oregano, så der hænger buketter til tørre på båden, og så er foråret kommet til Nisiros. Det er helt fantastisk flot med blomsterflor mange steder.
    Niels har nu været røgfri i 3 måneder. Det er bare flot.
    Vi vender tilbage efter påsken.

    Leave a Reply